Den første onsdag i hver måned indbyder vi til gratis Strikkesalon i vores hyggelige lokaler centralt i Ringsted. Tilmeld dig ved at klikke på "Køb nu".
7. februar får vi besøg af MAMAs medgrundlægger, Maja, som står klar til at give din gamle spinderok et gratis serviceeftersyn.
Klik her for at læse mere om MAMAs Strikkesalon.
Gratis tjek og tuning af din spinderok
Har du en gammel spinderok stående, som du drømmer om at spinde dit eget garn på?
Så lad Maja hjælpe med at gøre den klar til brug og vise dig, hvordan du selv vedligeholder og reparerer din rok fremadrettet.
Deltagere på Majas spinderok-kurser den 17. februar og 16. marts har fortrinsret til at komme i konsultation hos Rokkedoktoren.
Klik her for at læse mere om kurset Spinderok for begyndere.
Masser af strikkehygge - som altid!
Samtidig med, at konsultationerne pågår, holder vi helt almindelig strikkesalon med kage, kaffe og strikkehygge. Vælg billettypen "Strikkesalon" for at tilmelde dig uden spinderok.
Hvad kan Rokkedoktor?
Indrømmet, det er ikke Maja selv, der har fundet på den titel. Den har jeg tildelt hende. Maja har nemlig en udpræget hang til at købe gamle spinderokke på Den Blå Avis for blot at opdage, at de af den ene eller anden grund ikke er funktionsdygtige. Og så må hun selv finde ud af at få dem til at fungere igen.
På den måde er der efterhånden ikke ret mange typer af spinderokke, som Maja ikke har pillet ved og eksperimenteret med.
Serviceeftersyn - ikke restaurering
På denne aften bliver der ikke tid til og mulighed for en komplet restaurering af din gamle spinderok. Som regel er det dog også kun småting, der skal justeres, for at din spinderok er kørende igen.
Det kan dog ske, at du have udskiftet en reservedel eller suppleret med en manglende dims, som Maja ikke har for hånden. I de tilfælde får du vejledning til, hvordan du selv kan fuldende dit restaureringsprojekt.
For en god ordens skyld skal det også siges, at nogle spinderokke ikke står til at redde. Her deler Maja gerne tips til, hvor og hvordan du anskaffer en alternativ rok, der passer til dine behov.
Begrænset antal spinderokke
For at sikre, at Maja kan nå rundt til alle, tager vi ikke imod mere end 10 spinderokke denne aften. Du skal vælge billettypen "Rokkedoktor" for at tilmelde dig.
I tilfælde af, at alle pladser er optaget, må du meget gerne sende os en mail, så vi kan skrive dig på venteliste og kontakte dig ved evt. afbud.
Bliver aftenen en succes, har Maja lovet at vende tilbage som Rokkedoktor igen på et senere tidspunkt.
Praktisk information
Tidspunkt: 7. februar 2024 kl. 18.30-21.30
Antal deltagere: Max 15 personer
Adresse: Den Kreative Matrikel, Garnisonen 44, 4100 Ringsted
Parkering: Gratis
Offentlig transport: Tog til Ringsted St. Herfra bus 401A mod Benløseparken til Ringsted Sygehus