OPHØRSUDSALG: MAMA takker af

Kære strikkevenner

Efter mange måneders svære overvejelser har jeg besluttet mig for at lukke MAMAs Webshop. Sidste åbningsdag bliver 9. marts 2025.

Ophørsudsalg med 40 % rabat

T.o.m. 9. marts holder MAMA ophørsudsalg med 40 % rabat på alle fysiske varer.

Du sparer altså 40 % på alt garn og alt strikkeudstyr - men ikke på kurser og digitale strikkeopskrifter.

Hvad sker der efter 9. marts?

Når ophørsudsalget er afviklet, går jeg på orlov på ubestemt tid. Men:

Kursusprogram gennemføres for fuld skrue

De planlagte kurser i foråret 2025 afvikles som annonceret, og der er stadig ledige pladser at få.

Klik her, hvis du vil være med, når jeg holder kursus i strikketeknik og uldhistorie for allersidste gang!

Du kan stadig downloade MAMAs strikkeopskrifter

Efter 9. marts fortsætter webshoppen med at være åben for salg og download af digitale strikkeopskrifter, men jeg kommer ikke til at besvare e-mails med evt. spørgsmål hertil.

Hvis du har et gavekort

Er du så heldig at være i besiddelse af et gavekort til MAMAs Webshop, skal dette indløses inden 9. marts 2025. Alle gavekortindehavere får direkte besked.

Tak

til alle jer, der har taget del i MAMAs rejse: Hvad end du har været med siden den spæde start for fem (!!) år siden, eller du er nytilkommen i fårefolden.

Det har været en fornøjelse og et privilegium at være jeres uldpusher, og I vil blive savnet hver og én.

Måske vil jeg en gang i fremtiden vende tilbage med nye uldne strikkeløjer.

Men for nu vil jeg fokusere på at hele mit mørbankede sind og være den nærværende mor, som min familie fortjener.

Jeg ønsker jer alle alt det bedste. Tak for nu!

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort